torsdag den 5. april 2012

Sko-kagen

Den 22. marts havde min rigtig gode veninde/kollega fra skovbørnehaven, Cecilie, 23 års fødselsdag. Vi havde aftalt, at jeg skulle lave en fødselsdagskage til hende, som hun kunne tage med i skoven til personalet - de elsker jo kage og var begyndt at spørge efter kage fra mig igen.
Da jeg læser til pædagog og var i den periode var på skolen, havde jeg håbet, at jeg kunne tage med i skoven og fejre Cecilie hele dagen. Men desværre ramte det ind i en projektuge, som man jo ikke rigtig bare kan smutte fra i en hel dag!
Men med alt held og godt arbejde, var vi allerede færdige med projektet om onsdagen, så torsdag morgen kom jeg i børnehaven som aftalt, og så overraskede jeg Cecilie med at fortælle, at jeg tog med hende i skoven hele dagen :).
Det var smadder hyggeligt at se dem alle sammen igen - så snart jeg var uden for personalestuen, havde jeg mindst 4 børn omkring mig hele tiden. Hold da op, hvor havde jeg dog savnet dem!!
Her kommer den sædvanlige beskrivelse af kagen ifølge min kage-dagbog, men først får I lige et smugkig på kagen:


Anledning: Cecilies fødselsdag

Kagebunde: Lyse sukkerbrødsbunde x 1 1/5. Det skæve tal skyldes størrelsen på formen i forhold til dejmængden. Opskriften kommer senere. Kagen blev flækket i to dele.

Fyld: Skildpaddemousse x 1

Opsmøring: Wiltons smørcreme fra 2 kg spand

Pynt: Hvidt betræk, pink borde, pink/sort sko, pinke blomster med hvid krymmel-perle i midten, zebrastriber og hvide krymmel-perler og 3 store sløjfer langs kanten.

Form: Rund 23 cm

Antal personer: Ca. 15

Læring: Dette er helt klart min hidtil pæneste og mest vellykkede kage! Jeg var total stolt over resultatet (og er det stadig). Borden er dog ikke vildt pæn - jeg kunne ikke skære den helt lige i hånden, og derudover skulle zebra-striberne tilpasses til både de pinke blomster og til borden, så de skulle skæres til i hånden, efter striberne var placeret på kagen.
Skoen var lidt svær og den drillede en smule - her er tørring og tålmodighed virkelig nogle nøgleord! Jeg lavede sålen om 4-5 gange, før jeg var tilfreds med den, og det var jeg rigtig glad for, at jeg valgte at gøre! Så lagde jeg skoen til at tørre i en uge nede i en af mine rigtige stilletter, som lige fik et stykke pastiskpose i bunden. Remmen over foden er skåret ud i hånden, så den blev lidt ujævn, og den var rigtig svær at få til at tørre i en rigtig position (tricket var at lægge lidt plastiskpose ind under og så forme den ovenpå plastikken og lade den tørre i nogle dage).
Hælen fik en tandstik, så den bedre kunne monteres på kagen.
Tricket med zebra-striber var (lærte jeg efter 4. forsøg) at lave dem ret brede. Læg dem løst ovenpå kagen, så man hele tiden kan flytte dem. Når alle striber ligger, som man vil have det, holdes borden op mod striberne, og striberne skæres af ved den øverste kant af borden. Borden sættes fast med vand, og striberne skæres til i toppen, så der dannes en cirkel i midten af kagen. Herefter limes striberne fast og blomsterne kan monteres.
Så alt i alt kan man sige, at det godt kan betale sig at lave tingene om og prøve lidt forskelligt af, før man vælger noget endeligt, så man bliver godt tilfreds.

Kage nr.: 6

Billeder:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar