lørdag den 19. maj 2012

Kageudstyr

Som jeg nok ofte har givet udtryk for, så er det en forfærdelig dyr hobby - specialt når man er på SU, som jeg er nu. Men jeg synes altså, at det er det værd, når man køber nogle ting, for ellers bliver man sjældent bedre. Jeg vil i dette indlæg give en idé om, hvilke ting jeg synes, der er vigtigst at have, hvad der gør kagepyntningen lettere, og hvad der bare er ren luksus.

Men jeg må ærlig talt sige, at jeg simpelthen er chokeret over, hvor meget udstyr man behøver for at kunne starte med at lave én kage - det er rimelig surt, hvis man så finder ud af, at det ikke lige er det, man gider bruge meget af sin tid på.

Her er en lille liste over, hvad jeg synes, at man bør have, når man skal lave en fondant-kage for allerførste gang. Det skal nævnes, at man mange steder kan købe nogle startpakker, og det kan varmt anbefales, da det er langt billigere end at købe hver eneste ting hver for sig, som jeg har gjort (!!!).
  • Smoother
  • Bageform
  • Kagerulle (men pas på: nogle kageruller kan få vand ind i, og kommer vandet i kontakt med fondanten, så smelter fondanten!).
  • Udstikkere eller royal icing (for royal icing kræver det også sprøjteposer og tyller)
  • Evt. pastafarver
  • Spatel
  • Fondant (selvfølgelig)
  • Smørcreme eller ganache
  • Og en lækker kage :)
  • ...... og en ordentlig portion tålmodighed - husk det nu! :)

Andre ting, man skal have ved hånden, når man laver en kage:
  • Gode bageforme
  • Papfade eller et porcelænsfad til at stille kagen på, inden man begynder at pynte
  • Skarp kniv til at skære overskydende fondant væk
  • Plastikposer, så fondanten ikke tørrer ud, når den ikke er i brug
  • Pensel + vand
  • Modelleringssæt
  • Maizena, så fondanten ikke klistrer fast

Ting, der gør arbejdet lettere:
  • Turntable - man kan undgå en masse neglemærker og grimme buk i pappet ved at stille kagen på et turntable. Det bliver også nemmere, når kagen kommer lidt op i højde.
  • Petal Base, som er et fedtstof, man smører på hænderne. Man undgår, at fondanten klistrer - meget maizena tørrer fondanten ud, så den slår revner.
  • Duster - en slags pose, der indeholder maizena. Kan laves selv af en vaskeklud med maizena i lukket til med en elastik.
  • Pizzahjul, fordi det ikke "trækker" så meget i fondanten som en kniv.
  • Ribbon cutter: så behøver man ikke længere måle hele vejen hen ad fondanten, når man fx skal lave en lige borde eller striber. Den kan indstilles, så man kan få forskellige mønstrer og mellemrum på sin borde.
  • Sugargun. Det er en ting, der kan give fondant mange forskellige former, når man skyder den ud. Der medfølger forskellige plader, så man kan skyde strimler i forskellige mønstre og størrelser (fx. rund, bred, firkanten, snoet).
  • Vandpensel - ligner lidt en kuglepen med en pensel for enden. Man kan fylde "pennen" med vand, og så doserer den selv, når man "maler" med den på fondanten. Jeg synes, at den er uundværlig, da man ikke har vand over det hele, og der kommer ikke for meget vand på.

Luksus ting:
  • Bageringe, som man bruger til at samle kagen, så fx moussen ikke løber nogen steder. Fås både i rund og firkantet - de kan indstilles, så de passer præcist på din kage.
  • Her vil jeg faktisk også sætte et turn-table - men nok nærmere et tilt n' turn table. Det er virkelig smart, og man får en bedre arbejdsposition. Forskellen på tilt n' turn og et almindeligt turn table er, at tilt n' turn også kan vippes, så man får nogle meget bedre vinkler til at lave fx border. Jeg er rigtig glad for mit, og det var bestemt pengene værd!
  • En ekstra smoother, som bruges til at holde igen, når man glatter kanter. Den gør, at der ikke kommer fingermærker på kagen og andre buler.
  • Non-stick kageruller (både stor og lille). Mine er fra Wilton, og jeg bruger begge to hver eneste gang.
  • Tal-udstikkere
  • Mange forskellige blomster-udstikkere og udstikkere generelt
  • Et stort udvalg i pastafarver
  • Diamond Side Design - bruges til at lave et ruder formet mønster på kagen. Ofte sættes en perle i de samlinger, der er mellem ruderne.
  • Træ-præger/murstens-præger: Fx bruges træ-prægeren, når man laver et hegn, som skal lige et træhegn. Man ruller sin fondant ud og ruller derefter træ-prægeren hen over og voila, så har man pludselig et træ-statik.
  • Pulver-farver: bruges til at male på fondanten, så der kan laves nogle specielle effekter på fx blomster. Her skal man også have nogle forskellige pensler til at male med.
  • Fødevaretusher: jeg bruger rigtig ofte min sorte, når jeg skal tegne øjne.
  • Perle-silikone forme. De er smadder dyre, kræver lidt øvelse at bruge, men til gengæld bliver det ingen sag at lave fondant-perlerækker i forhold til at skulle trille hver eneste perle i hånden.
  • Forskellige moulds/veiners, som præger et i forvejen udstikket fondant. Fx kan man udstikke en almindelig blomst, smide den i en mould eller veiner og vupti, så har man pludselig en meget smuk og anderledes blomst, end man startede med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar